Markør
En markør er et ord eller en lyd som fortæller hunden at YES, der gjorde du det rigtige og belønning er på vej.
En markør gør det tydeligt for hunden, hvad det er den gør som udløser belønningen og gør at hunden bedre og hurtigere forstår det vi gerne vil lære den.
- Vælg en markør som er nem at sige og som er kort og præcisEksempler KLIK (med en klikker eller klik med tungen), JA, TJEK eller OK
- Vær konsekvent med din markør. Markøren giver belønning HVER gang.
Betingning af markør
For at give markøren en betydning for hunden, skal vi ”betinge” markøren. Det vil sige at vi skal skabe en forventning i hunden om at markøren = belønning. Sådan at hunden når den hører markøren automatisk vil have en forventning om at nu kommer belønningen.
At betinge markøren er ganske simpelt og handler faktisk bare om at give hunden en belønning når den hører markøren. Man sørger for at have en håndfuld godbidder klar så de er let tilgængelige og så går man i gang med at give markøren og tilbyde hunden belønning. Belønningen skal komme umiddelbart efter markøren (tænk indenfor max 3 sek.).
Til at starte med har markøren ikke en betydning for hunden. Men når man gentager mange gange nok, så vil hunden begynde at forbinde markøren med belønningen den får. På den måde kan vi skabe en forventning i hunden om, at når markøren lyder, så kommer belønningen.
Husk - rækkefølgen er vigtig! Markøren skal komme før du rækker efter godbidderne og levere dem til hunden. Begynder du at flytte hånden mod lommen eller levere godbidden til hunden før eller samtidig med at du giver markøren, så er det måske et helt andet signal du får lært hunden da den med stor sandsynlighed vil fokusere på det visuelle (hånden der bevæger sig mod lommen) fremfor at høre markøren.
Når markøren skal betinges, betyder det ikke så meget hvad hunden laver. Om den sidder, står, skifter stilling. Om den kigger på dig, eller kigger på omgivelserne. Det vigtige er, at belønningen kommer umiddelbart efter markøren (inden for max 3 sekunder). Sørg derfor at have godbidderne let tilgængelige, så du hurtigt kan få fat på dem.